Teater- og Dansetroldene er en børneteaterforening i Rødovre, der i snart 20 år har tilbudt teaterundervisning til børn og unge mellem 8 og 17 år. Foreningens børn kommer primært fra Rødovre kommune, men der er åbent for tilmelding for alle interesserede.
I teaterforeningen sætter vi forestillinger op, som stiller store krav til de medvirkende. Der bliver hvert år sat ambitiøse mål, som kræver en stor indsats, fokus og dedikation fra børnene for at kunne opsætte en forestilling på nærmest professionelt niveau. I arbejdet med forestillingen sætter vores professionelle instruktør fokus på at udvikle og styrke børnenes personlige og sociale kompetencer. Dette sker på tværs af alder, køn og kulturel og social baggrund.
I løbet af sæsonen gennemgår børnene en personlig udvikling, og det er tydeligt at se, at de vokser som mennesker både på og uden for scenen. Børnene bliver set og taget alvorligt og med en menneskelig forståelse og professionelt engagement fra instruktøren, presses børnene tilpas ud til kanten, og ender altid med at yde en præstation, som de måske ikke selv var klar over, at de kunne. Det giver børnene et stort selvværd, som tydeligt udvikles år efter år.
Et andet vigtigt fokus er, at en forestilling kun kan lykkes ved at arbejde som et hold. Det handler ikke kun om, at man selv skal kunne sin rolle. Børnene tager ansvar for, at alle er med og hjælper sine kammerater, hvis der er noget, der er svært. Og det bliver hurtigt tydeligt, at ingen kan undværes, og at alle har en vigtig rolle både i forestillingen og også i det store fællesskab. Sammenholdet er på alle måder unikt, i og uden for øvelokalet.
Til at stå for undervisningen har foreningen ansat en professionel instruktør, og vi har også i flere af årene valgt at ansætte en sangcoach, da vi ofte opsætter forestillinger med masser af sang og musik.
Ole | 25 75 53 06 |
Christian | 21 45 21 17 |
Michael | 22 18 60 12 |
Gry |